Henrik ansætter gladeligt ufaglærte unge

Hos Aviatec har 23-årige Nicklas Birk Møller fået chancen som ufaglært medarbejder. Han har for længst imponeret sin arbejdsgiver Henrik Iversen og planlægger nu for første gang i sit liv at tage en uddannelse.

På fabrikken i Nørresundby pudser, pakker og knokler Nicklas løs.

”Jeg kom fra en masse ballade og tjener nu pludselig mine egne penge og kan bidrage til samfundet igen. Før følte man, at man sad og nassede på det. Nu er man selv en del af det der forbandede arbejdsmarked, alle folk går og snakker om,” siger han med et smil på læben.

Den 23-årige praktiske medarbejder betegner Aviatec som en ’super fed virksomhed’. Her indgår han både i produktionen ved at betjene maskiner, og han pakker varer. Blandt andet.

Nicklas Birk Møller har ingen uddannelse, men kompenserer for dette med sit mindset.

”Nogle kunne godt tænke, at der var noget i det, at han er ufaglært. Men vi oplever ikke nogen forskel i de opgaver, de (ufaglærte kollegaer, red.) står med her. De bidrager alle på nøjagtigt samme vilkår,” siger Production Manager Henrik Iversen.

Aviatec er blandt de eneste i Danmark, der specialiserer sig i friktionssvejsning. De leverer fx metalkomponenter til fødevareindustrien i hele Europa.

Nicklas Birk Møller, Aviatec

Nicklas Birk Møller, Aviatec

Ustabil fortid er vekslet til en stabil indkomst

Nicklas bærer rundt på en omtumlet personlig historie.

Hans nuværende arbejdsgiver mærker dog intet til den ustabile fortid. Tværtimod er Nicklas en stabil arbejdskraft.

”Han passer sine ting og er omhyggelig i det, han laver,” understreger Henrik.

Aviatec har længe brugt Jobcenter Aalborg til at rekruttere ufaglært arbejdskraft. Nicklas er den fjerde kandidat, som virksomheden har ansat på denne måde. Alle fire er nu fastansatte på ordinære vilkår.

Mixet mellem faglært og ufaglært arbejdskraft er vigtigt for Aviatecs produktion, påpeger produktionschefen.

”Det, der kan være interessant for den ene, kan være uinteressant for den anden. Når vi skal have det hele til at gå op i en højere enhed, så giver det rigtig god mening for begge parter, at vi både har faglærte og ufaglærte,” siger Henrik Iversen.

Alle har brug for en chance

Er virksomheder forpligtet til at give ufaglærte unge en chance på arbejdsmarkedet? Har alle et samfundsansvar?

Det ansvar er svært at placere, synes Henrik. Men det er vigtigt, at lige netop unge bliver inviteret ind i virksomhederne.

”Vi har alle haft behov for at få en chance på et tidspunkt. Og her i Aviatec har vi oplevet det som et win-win for begge parter. Hvis vi samtidigt kan være med til at løfte et socialt og samfundsmæssigt ansvar, så er det jo rigtig godt.”

Nicklas Birk Møller har været ansat hos Aviatec siden april 2022 efter endt virksomhedspraktik.

For fire år siden havde uddannelse været skørt

Engang syntes det uoverskueligt for Nicklas at tage en uddannelse. Succesen hos Aviatec og Henriks store anerkendelse af indsatsen har dog givet ham mod på mere.

”Går man tre-fire år tilbage og spørger mig, om jeg vil tage en uddannelse, så havde jeg nok sagt, at du var skør. Det kommer aldrig til at ske. For det har aldrig som sådan sagt mig noget at sidde på min flade på en skolebænk. Jeg skal have det i fingrene for at lære noget,” fortæller Nicklas.

I dag kan han godt se sig selv tage industrioperatøruddannelsen.

”Uddannelsen er lidt mandeagtig med store maskiner. Det virker fedt det hele, det virker hyggeligt. Der er mange kræfter på spil.”

Aalborg Alliancen skal være mere opsøgende

Henrik og Aviatec har været glade for den personlige relation, de har fået til jobcenteret – gennem Aalborg Alliancen.

”Hvis vi f.eks. støder på en udfordring, så gør det processen meget nemmere for os, at vi kan have en kontaktperson, der kan hjælpe på tværs af nogle forskellige problemstillinger.”

Det kan dog være en udfordring at huske på den mulighed.

Eksempelvis havde en medarbejder brug for et opkvalificeringskursus, men Henrik blev sendt rundt mellem jobcenteret og skolen for at få den rette hjælp. Inden han kom i tanke om Aalborg Alliancens kontaktperson.

Efter et par dage var der styr på det hele.

”Så Alliance-kontaktpersonen må gerne være mere nærværende ved bare at ringe for at høre, hvordan det går. Det vil i hvert fald kunne hjælpe os til at huske på at bruge den mulighed, vi har til rådighed,” slutter Henrik af.  

Henrik Iversen, Aviatec

Henrik Iversen, Aviatec