Euro Poultry udfordrede Aalborg Alliancen og fik gjort skepsis til skamme

Netop som fødevarevirksomheden havde tilmeldt sig Alliancen, smed Euro Poultry en jobordre på bordet - find en erfaren speditør, der passer ind i medarbejderstaben. Og det lykkedes.

Fjerkræsspecialist. Sådan beskriver Casper Wirenfeldt, Group Finance Manager, sin arbejdsplads. Euro Poultry hedder virksomheden. Et nyt medlem af Aalborg Alliancen.

Fødevarevirksomheden forhandler f.eks. rå kyllingefileter målrettet professionelle kokke eller forhåndstilberedte produkter – ready-to-serve. Deres primære kunde er grossister, hvor restauranter, kantiner og andre ’food service-arbejdspladser’ gør en handel.

Skeptisk over for Jobcenter Aalborg

Casper Wirenfeldt havde hørt om Aalborg Alliancen og Jobcenter Aalborg igennem sit netværk og kender flere virksomheder, som har gavn af samarbejdet. Selv var han dog skeptisk.

Kunne jobcenteret rent faktisk finde kandidater, der var interessante for Euro Poultry - og ikke mindst som passede ind? Uden at han selv skulle bruge arbejdstid på det?

Noget, der normalt ville tage virksomheden flere arbejdsdage at håndtere.

For at finde svaret gav han Jobcenter Aalborg en udfordring: Find en speditør.

- Det endte med, at hun (Euro Poultrys Aalborg Alliance-konsulent red.) mailede tre kandidater til mig. Og alle tre kunne jeg se i virksomheden – ud fra det indtryk man nu kan få på papir. Jeg tænkte: Hold da op! Det var sgu i orden, fortæller Casper Wirenfeldt.

Euro Poultry sender pallevis af fjerkræsprodukter ud over Danmarks grænser hver eneste dag. Derfor skulle speditør-kandidaten have styr på transportaftaler og erfaring med logistik. Et salgstalent med det forkromet overblik. Så transportomkostningerne kunne bringes ned – og omsætningen op.

- Du sender jo ofte bare nogle ønsker frem - at det her skal en kandidat kunne eller indeholde - uden at forvente, at du får det hele. Men de ramte næsten alt sammen. Det var jeg imponeret over, fortæller Casper.

Og ham, der imponerede Casper så meget, at han landede et nyt job, var Johan Trampedach. 46 år. Med 15 års brancheerfaring. Headhuntet af Jobcenter Aalborgs rekrutteringsteam.

- Som jobsøgende kan man godt tænke, om man nu er offensiv nok? Er jeg kreativ nok i min søgning? Jeg er vant til selv at ringe op på ansøgninger og tage en snak med virksomheden. Men det her er ligesom en anden approach, hvor der er nogen, der arbejder for dig. Jeg synes, det er en utroligt behagelig måde at gøre det på, fortæller Johan, der var forbavset over opkaldet fra jobcenteret.

- De fortalte, at de allerede havde givet mit cv til en virksomhed. Det blev jeg meget positivt overrasket over. At være jobsøgende er en hård proces, fordi du gerne vil have frø ude alle steder, så det var en dejlig følelse, fortæller han.

Savnede at blive "preppet" bedre til processen

Johan følte sig beæret over at være udvalgt. Men han havde det svært med ikke at kunne tale med Casper og Euro Poultry inden jobsamtalen.

Begge havde kontaktoplysninger på hinanden, men Casper var i tvivl om, hvorvidt han måtte kontakte kandidater på forhånd – da det ikke var blevet kommunikeret tydeligt fra jobcenteret.

- Den hænger jo ligeså meget på mig selv, for det kunne jeg bare have spurgt om. Men det var lidt specielt, at første gang du møder kandidaterne og snakker med dem, det er ved døren. Jeg er personligt selv vant til at ringe ud og lige få lavet en ice-breaker for at tage den værste nervøsitet væk, fortæller Casper Wirenfeldt.

Trods den bratte start på arbejdsforholdet er det tydeligt at mærke, at Casper, Johan og Euro Poultry er et meget vellykket match. På kemi og arbejdsopgaver.

- Da jeg kom ind og så det første gang, så tænkte jeg, at der er dælme, dytme godt nok styr på den dreng her. Det fysiske er det første, du ser, og det var simpelthen så professionelt. Og så er Casper et utroligt behageligt menneske og utroligt nærværende. Vi havde så god en kemi lige med det samme. Så jeg er landet et sted, hvor jeg sætter kløerne i, siger Johan, der engang imellem kniber sig selv i armen over, hvordan han landede jobbet.

- Jeg havde f.eks. skrevet i mit cv, hvordan folk reagerede, når jeg kom ind i et rum. Det var første gang, jeg har skrevet det. Men jeg har altid tænkt, at det er en stor force ved mig. Dog havde jeg aldrig tænkt, at det hørte til på et CV.

Det var dog lige præcis den information, som Casper bed mærke i.

- Johan møder ind med ét stort smil hver dag og løfter stemningen. Fra det gode til det endnu bedre. Kemien var rigtig vigtigt for mig. Når man får skabt den, kommer alt andet helt af sig selv, supplerer han.

Skepsis gjort til skamme: Vil udfordre jobcenteret på ny

Resultatet fra Casper Wirenfeldts første udfordring til jobcenteret har gjort hans skepsis til skamme. Han er klar på at smide flere jobordrer på bordet.

- Når vi skal have flere medarbejdere forventer jeg, at vi kører processen igennem igen. Nu er mine forventninger jo noget oppe. Fordi det var så stærkt et udvalg af kandidater til den sidste stilling, fortæller han.

Jobcenter Aalborg har dermed ’sneget sig ind’ i Euro Poultrys rekrutteringsproces, som en potentiel samarbejdspartner. Før skænkede han ikke muligheden en tanke.

- Forstå mig ret, der er ikke så meget at tabe ved at bruge jobcenteret. Hvis det viser sig, at vi ikke kan bruge kandidaterne, er det bare at sige, at vi ikke fik det, vi søgte og selv slå op efterfølgende. Der er rimelig hurtig afklaring på, om det er et go eller no-go, de muligheder vi får fra alliancen. Og hvis matchet ikke er der, gør vi det selvfølgelig ikke, siger Casper og slutter:

- Så i hele den her ansættelsesproces, har I sneget jer ind som noget af det første. Vi kan lige så godt gøre brug af det. Det var nemt at have med at gøre. Det kan jeg godt lide. 

Euro Poultry medarbejdere

Johan Trampedach t.v. og Casper Wirenfeldt t.h.