Allan tager Alliancen med sig

Allan Lykke Eskildsen har kun været hos ProCon Wind Energy som HR manager siden december 2019, men alligevel har han allerede fået virksomheden ind i Aalborg Alliancen. Vi har taget en snak med Allan for at høre mere om, hvordan det hjælper hans arbejde at være medlem af alliancen.

Tilbage i 2016 pakkede Allan rygsækken med 20 års erfaring med personaleadministration fra Forsvaret og tog den med sig ud i det private hos BMS Heavy Cranes, hvor han også arbejdede som HR manager. Det var samme år, at Allan første gang stødte på Aalborg Alliancen og hans faste alliance-kontaktperson Charlotte Fischer-Rasmussen fra Jobcenter Aalborg:

”Charlotte kom på besøg fra Jobcenteret for at fortælle om Aalborg Alliancen. Jeg havde ikke hørt særlig meget om det, men jeg blev personligt tændt på ideen om at hjælpe en ledig i job,” fortæller Allan.

”Kender du én med ’noget polsk’?”

Det første møde blev katalysator for et nu seksårigt samarbejde mellem Allan og Jobcenter Aalborg, for da Allan startede hos ProCon i 2019, var han hurtig til at tage medlemskabet med sig videre fra BMS Heavy Cranes:

”Samarbejdet resulterede i to ansættelser af kandidater, jeg havde mødt gennem jobcenteret, så mine gode erfaringer skulle selvfølgelig med videre. Jeg fortalte om Aalborg Alliancen til ProCons ejer og direktør, og de kunne nemt se værdien i en tredje limfjordsforbindelse og ikke mindst fordelene ved en gratis og effektiv rekrutteringsservice,” fortæller Allan.

Medlemsskabet kom hurtigt i brug igen, fordi behovet for en kontorassistent begyndte at vokse:

”Vi har mange polske ansatte, og de sproglige barrierer kan sommetider skabe en ærgerlig distance mellem os. Så jeg fortalte min kontaktperson, at hun gerne måtte søge efter en kandidat med kontorbaggrund og med ’noget polsk’. Inden for en kort periode sender hun en mail med flere mulige profiler, heriblandt Monika,” fortæller Allan.

En voksenelev med uvurderlig livserfaring

Monika kommer fra Polen, men har boet i Danmark siden hun var fire år gammel. Med hendes 38 år har Allan nu fået en kandidat, der har en god mængde livserfaring, som skal bruges i jobbet som kontorassistent:

”En af de store opgaver består i at kunne oversætte de mange administrative regler, som de polske medarbejdere møder, når de kommer til Danmark. Det er emner som fx ferieloven, pensionsordninger, fritvalgsordninger, skat, lønsedler og meget mere,” påpeger Allan.

Monika kommer oprindeligt med en finansbachelor, og Charlotte fra Jobcenter Aalborg foreslår derfor Allan, at Monika bliver ansat som voksenelev. På den måde kan hun blive uddannet kontorassistent, mens hun bliver oplært og arbejder hos ProCon. Ideen om at få en elev ind var først en uoverskuelig tanke, fortæller Allan:

”Men hurtigt fik Charlotte hjulpet mig i gang med et overblik over tilskudsordninger, og så fik hun henvist mig til handelskolen, som satte mig ind i det sidste, og nu er ProCon godkendt som uddannelsesinstitution.”

Historien om, hvordan Monika kom til ProCon bekræfter for Allan, hvorfor han ikke kan undvære alliance-medlemsskabet i jobbet som HR manager:

”Jeg kan kun anbefale, at man giver det en chance. Lad jobcenteret screene mulige kandidater og hør deres bud på baggrunde og kompetencer inden du smider en masse penge afsted til et rekrutteringsbureau. Du kan få en kandidat, der er eller bliver skræddersyet til dit behov,” fortæller Allan.

ProCon er et firma specialiseret i elektriske løsninger til den globale offshore vindindustri med afdelinger i Belgien, Tyskland, England og nu også snart USA og Taiwain. HR Manager Allan Lykke Eskildsen har travlt med at rekruttere de helt rigtige profiler, og Jobcenter Aalborg hjælper med at finde kandidater, der kan være med til at bryde de kulturelle og sproglige barrierer, som den internationale virksomhed kan støde på.