3. Limfjordsforbindelse er i Christiansborg-forhandlinger

April 2021

Historien om Aalborg Alliancen, partnerskabet og den stærke nordjysk stemme gør en forskel, når det kommer til at gøde jorden for den 3. Limfjordsforbindelse på Christiansborg. 

Rasmus Haugaard, formand for Erhverv Norddanmark understreger vigtigheden af den 3. Limfjordsforbindelse for deres medlemmer sådan her:

- Det betyder ganske enkelt, at vores medlemmer ikke længere skal overveje, om Nordjylland er det rette sted at drive virksomhed fra. Med forbindelsen over Egholm bliver Nordjylland igen en fuldgyldig del af den sammenhængende danske infrastruktur, og der vil ikke længere være tungtvejende grunde til at undlade etablering og udvidelse for virksomheder især nord for Fjorden.

Erhverv Norddanmark har i alt 650 medlemmer. 

Forbindelsen giver større mobilitet for medarbejdere og mere vækst

Jan Gregersen, repræsentant for FH Aalborg (tidl. LO Aalborg) og medlem af Aalborg Erhvervsråd glæder sig også over, at den 3. Limfjordsforbindelse er kommet et skridt nærmere:

- Det er helt afgørende for vores medlemmer i hele Nordjylland, at der er fremkommelighed, når vores medlemmer skal til og fra arbejde. Den 3. Limfjordsforbindelse vil give vores medlemmer større mobilitet og bedre mulighed for at skifte arbejde. Derudover vil den 3. limfjordsforbindelse skabe vækst og nye arbejdspladser til gavn for vores medlemmer i hele Nordjylland.

Det er dyrt, når vi ikke kan planlægge vores tid

 Peter Rindebæk, formand for DI Aalborg beskriver de daglige udfordringer med at skulle passere tunnelen sådan her, og hvor svært det er at planlægge sin tid for både virksomheder og de enkelte medarbejdere:

- Problemet i dag er jo, at du ikke aner, om du kan køre lige gennem tunnelen, eller om du skal sidde i kø i en time eller mere, fordi der er sket et mindre uheld dernede. Så bliver det jo umuligt at planlægge sin tid. Det gælder transportvirksomhederne, såvel som medarbejderen, der skal nå at hente børn på vej hjem fra arbejde, understreger han og fortsætter:

- Det er ekstremt dyrt for samfundet, at man ikke kan forudsige trængslen i tunnelen. Transport-virksomhederne er nødt til at planlægge efter ’worst case’, så de ikke risikerer, at en enkelt lastbil spolerer hele deres planlægning. Det er dyrt for virksomhederne, og i sidste ende er det dyrt for os alle sammen.  

DI Aalborg har i alt 1.080 medlemmer. 

Den særlige nordjyske stemme

Aalborg Alliancen er et resultatet at et stærkt samarbejde på tværs af erhvervslivet og Aalborg Kommune, hvor formålet bl.a. er at sikre kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne, nedbringe ledigheden og dermed skabe økonomi til at medfinansiere den 3. Limfjordsforbindelse med 600 millioner kroner over 20 år.

Når jeg spørger formanden for Erhverv Norddanmark er han slet ikke i tvivl, om at andre regioner i Danmark kan lære meget af at tænke i partnerskaber, hvor Aalborg Alliancen er et unikt eksempel:

- Jeg har oplevet et helt unikt samarbejde mellem erhvervsliv, fagorganisationer og Aalborg Kommune; på tværs af politiske og snævre interesser. Dette har manifesteret sig på konkret og målbar måde i Aalborg Alliancen, som jeg tror andre regioner og kommuner vil se som et eksempel til efterfølgelse, fortæller Rasmus Haugaard.

Jan Gregersen nikker samtykkende og understreger:

- Vi oplever, at arbejdsmarkedsparter i Nordjylland står sammen om den 3. Limfjordsforbindelse. Aalborg Alliancen har vist, at vi kan så meget mere sammen end hver for sig. Uagtet om lønmodtagerne og arbejdsgiverne ikke altid har samme prioriteringer. Fra fagbevægelsens side spillede vi tidligt ind med idéen om ’Små jobs med mening’ til de borgere, som er på kanten af arbejdsmarkedet, hvilket sammen med kampen for den 3. Limfjordsforbindelse har løftet Aalborg Alliancen op på et højt niveau, som ingen fra starten havde forestillet sig. Aalborg Alliancen har været med til at skabe et stærkt fællesskab om udviklingen af Aalborg som en metropol for vækst og udvikling.

Også formanden for DI Aalborg er imponeret over Aalborg Alliancens slagkraft:

- Det er imponerende, at mere end halvdelen af det private erhvervsliv i Aalborg er gået aktivt ind i det her fællesskab. Det siger noget om, hvor meget virksomhederne vil gøre for at bidrage til lokalsamfundet. Og hvor meget de har brug for en ny forbindelse over fjorden. Spaden skal i jorden hurtigst muligt og senest i 2022. Alt andet vil simpelthen være at gamble med Nordjyllands fremtid, slutter Peter Rindebæk.

Fakta om Aalborg Alliancen

  • Alliancen har eksisteret i godt og vel to år og har nu over 500 virksomheder som medlemmer.
  • Aalborg Alliancen blev skabt i fællesskab af DI Aalborg, Erhverv Norddanmark, Dansk Erhverv, Dansk Byggeri i Nordjylland, SMV aalborg, Aalborg City, Erhvervsnetværk 9220, FH Aalborg (tidligere LO Aalborg) og Aalborg Kommune.
  • Medlemmerne har tilsammen over 34.000 ansatte, hvilket svarer til 51% af den samlede beskæftigelse i den private sektor i Aalborg Kommune.