Alliance-medlemmer bobler med idéer
Post-it-notes på glasdøre, klappe-øvelse og én-til-én-snakke om fremtiden. De fremmødte Aalborg Alliance-medlemmer fik prøvet lidt af hvert for at grave de gode idéer frem til sidste uges workshop.
Formålet med de mange gule sedler og gode idéer er at videreudvikle Aalborg Alliancen – og det fik flere medlemsvirksomheder så muligheden for.
”Vi havde en meget værdifuld workshop med input direkte fra virksomheder i Aalborg Alliancen. Nu gælder det om at sætte retning for fremtidens alliance, og derigennem skabe vækst og jobs i Nordjylland,” siger Aalborg Alliance koordinator Simon Buur.
Et nej er forbudt
Der er primært én regel. Du må ikke sige nej. Alle idéer er tilladte – også de ”dårlige”. Det var rammen, da Jacob Knudsen fra AAU Match onsdag styrede Aalborg Alliancens brainstorm-eftermiddag.
Fælles for dem, Jobcenter Aalborg talte med, er, at behovet for Alliancen er stort – og det samme er behovet for vidensdeling og netværk.
”Egentlig går vores ideer meget i samme retning ift., hvordan vi kan styrke Aalborg, så virksomhederne har gode vilkår og borgerne har mulighed for gode jobs,” siger Lone Broberg, HR-ansvarlig i Blue World Technologies.
Lone Broberg, HR-ansvarlig i Blue World Technologies
Oskar Bøgh fra Spæncom er forholdsvis ny i Aalborg Alliancen og i byen. Han var derfor nysgerrig på alliancens formål.
”Det har været meget givende for mig som ung at komme ind i det her garvede selvskab. For at lykkes i mit job må jeg trække på erfaring fra andre, og det her viser bare, at den erfaring er tilgængelig her i Aalborg,” siger fabrikschefen.
”Jeg har fået lidt mere ro i maven ift. fremtidige udfordringer.”
Og så tog han Jacob Knudsens arbejdsmetode til sig, som han forventer, vil blive taget godt imod hjemme i virksomheden. X
”Fx at bryde mødet op ved at stille sig over for hinanden og klappe med lukkede øjne. Det var ret sjovt. Det kunne jeg godt tænke mig at komme hjem og teste på fabrikken,” siger han med et smil på læben.
Oskar Bøgh, fabrikschef i Spæncom
Søren Hansen, direktør i Bentax, håber, at Aalborg Alliancen bliver endnu mere levedygtig i fremtiden.
”Det skal vi gøre ved at fastholde virksomhedernes interesser. Og her er den kvalificerede arbejdskraft jo et stort emne, som alle har interesse i,” siger Søren Hansen.
”Jeg tager det med mig, at Aalborg Alliancen skal leve i fremtiden, for det vil Aalborg være godt tjent med, men det vil virksomhederne også.
Søren Hansen, direktør i Bentax
Lone Broberg slutter:
”Det er et stærkt netværk, vi har her. Nordjyder har altid været gode til at stå sammen, og står vi sammen, så rykker vi også i Aalborg.”