Apacta henter stor værdi i deres fleksjobansatte – derfor opfordrer de nu andre til at gøre det samme

Hos softwarevirksomheden Apacta lægger de ikke skjul på deres begejstring for fleksjobbere.

For tre år siden ansatte virksomheden deres første medarbejder i fleksjob, da salgschef Rune Nørgaard fik overbevist ledelsen om, hvilken værdi de tilfører.

I dag er ni medarbejdere ansat i fleksjob. Faktisk er de at finde i samtlige af virksomhedens afdelinger.

”Man får ekstremt loyale medarbejdere med stor livserfaring. De blomstrer helt anderledes end f.eks. studerende, der mentalt er videre på karrierestigen. De (fleksjobbere, red.) er afstemt med deres karriere,” fortæller Rune.

Derfor har Apacta taget en beslutning om at lave en naturlig udskiftning af studentermedhjælpere til fleksjobbere.

”Vi har nogle få studentermedhjælpere tilbage. Vi skiller os ikke af med nogle, der er gode. Det er kun i takt med studiestop eller praktik.”

Rune Nørgaard Apacta

Rune Nørgaard, salgschef hos Apacta

Resultaterne taler for sig selv

Værdien af Apactas fleksjobansatte er tydelig, når man ser på virksomhedens resultater.

”Resultaterne i de stillinger er endnu bedre, end de var før. De var gode før, nu er de endnu bedre. De har meget mere fokus på at levere”.

De gode resultater tilskrives motiverede og værdsatte medarbejdere, der er afstemt med, hvilken stilling de sidder i. Derudover skyldes det en åben dialog om forventninger og skånehensyn:

”De ansatte føler, at de får et ben indenfor og er en vigtig brik for virksomheden. De er tilfredse med deres stilling og jagter ikke hele tiden noget nyt. Motivationen kommer langt hen ad vejen, fordi de føler sig værdsat i det arbejde, de laver.”

Det er derfor vigtigt for Rune, at fleksjob ikke bliver en spareøvelse. Af den grund aflønnes medarbejderne hos Apacta højere end tidligere for at afspejle deres værdi. En værdi, der også kan mærkes hos medarbejderne selv.

Mette Hammer, der er ansat i fleksjob hos Apacta, er ikke et sekund i tvivl om den betydning, det har for medarbejderne, at Apacta tør satse på fleksjobbere som arbejdskraft:

”Det har mega stor betydning, at man kan være på arbejdsmarkedet og have nogle timer om ugen. Det er dejligt, når det lykkedes. Vi er super glade for at være her alle sammen.”

Mette håber, at flere virksomheder vil overveje fleksjobbere:

”Vi kæmper, når vi er der. Vi har faktisk ikke så mange sygedage, som mange tror. Vi har vores hviledage og kun de timer, vi kan holde til. Vi er en god ressource.”

Mette Hammer, Apacta

Mette Hammer, fleksjobber hos Apacta

Rekruttering til fleksjob er lige så essentiel som ved en fuldtidsstilling

Rune Nørgaard har arbejdet med fleksjobbere siden 2005, og ifølge ham er processen og samarbejdet med jobcentret kun blevet nemmere. 

”Jobcentret er blevet bedre til at byde ind med kandidater og støtte i jobopslag til rekruttering og ikke mindst det administrative. Det er blevet mega nemt. Det er næsten nemmere end at have en fuldtidsansat.”

Ifølge Rune går det tit galt for virksomheder, hvis ikke de bruger samme fremgangsmåde i rekrutteringen som ved en fuldtidsstilling. Rekrutteringen af fleksjobbere er lige så essentiel.

”Hvis man formår at ansætte den bedste til den stilling og arbejdsopgave, man har, og nogen, der passer ind i organisationen, så er det ligegyldigt, hvilket timetal man har. Rigtig mange fuldtidsstillinger fungerer i øvrigt også langt bedre, hvis de deles op i flere deltidsstillinger,” understreger Rune.

Derfor lyder opfordringen:

”Jeg kan kun opfordre virksomheder til at gøre det. Hvis man er i tvivl, så tag fat i jobcentret og få nogen ud til at fortælle om det.”