AVAS ANSÆTTER SIN FØRSTE AKADEMIKER

Aalborg Vognmandsforretning også kaldet AVAS har netop ansat den nyuddannede Sonny Bejlegaard Nielsen, der har en cand. merc. i organisation og strategi. Virksomheden hentede hjælp hos Aalborg Alliancen, da de selv havde svært ved at sætte ord på, hvad de var på jagt efter.

Helle Holm, miljøkoordinator hos AVAS, fortæller:

”Vi har igennem længere tid haft alt for travlt med de daglige opgaver. Vi havde brug for en hjælpende hånd til både drift og udviklingsopgaver. En kandidat, der kan have mange forskellige kasketter på og træde til, hvor der er behov for det. Mit bedste bud var en blæksprutte med forståelse for organisationen. Én der gerne vil optimere og forandre, men også har forståelse for, at udvikling tager tid. Samtidig skulle det være en person med god humor og benene plantet solidt på jorden. Én der kan lide den til tider bramfrie og joviale tone i transportbranchen. Og endelig én, der ikke er for fin til at rydde op efter frokost eller servere en kande kaffe, når det virkelig brænder på. Men hvor støver man sådan en op?”

Heldigvis for Helle kunne Aalborg Alliancen hurtigt hjælpe AVAS med at finde den helt rigtige kandidat til jobbet. Og for at være sikker på, at både kemi og kompetencer matchede virksomhedens forventninger, blev de tilbudt at få Sonny i 4 ugers virksomhedspraktik.

Det helt rigtige match

Ret hurtigt stod det klart, at Sonny netop var den kandidat, AVAS havde brug for. I løbet af de 4 uger fik han overbevist virksomheden om, at de skulle fastansætte ham som projektleder.

”Sonny var et frisk pust, der kom med mange gode input og smartere måder at gøre tingene på. Han var god til at spotte ”huller i osten” og fik på den måde skabt sin egen stilling i løbet af praktikperioden”, fortæller Helle og fortsætter:

”En akademiker som Sonny gør virkelig en forskel i vores virksomhed. Han stiller alle de undrende spørgsmål og arbejder selv videre med bedre løsninger, som optimerer og skaber værdi i virksomheden. Eneste fejl er, at vi ikke ansatte sådan en som Sonny noget før – men dengang vidste vi jo ikke, hvad vi ledte efter”.

Titler siger ingenting

Helle er super glad for den hjælp, AVAS har fået igennem Aalborg Alliancen. Det har sparet virksomheden både tid og penge, fordi de ikke selv skulle stå for rekrutteringen. Helle vil gerne opfordre andre virksomheder til at få Aalborg Alliancens hjælp til at finde de rette kandidater:

”Det er utrolig svært at gennemskue, hvad der gemmer sig bag de forskellige titler og flotte CV. Aalborg Alliancen er i kontakt med rigtig mange nyuddannede akademikere og ved lige præcis, hvilke opgaver de forskellige kandidater kan løse. Og så er det jo et stort plus, at man som virksomhed har mulighed for at se kandidaten an gennem en virksomhedspraktik. For ud over det faglige er god kemi altafgørende for at få succes i jobbet”, slutter Helle vores lille interview.