Fra sprogbarriere til butikschef

Fethi Polat er butikschef i Billigblomst, Aalborg, og ansætter gerne medarbejdere, der ikke taler dansk. Engang var han selv en af dem.

Når du går ind i Fethis butik, bliver du mødt af planter. Massevis af planter. I skrivende stund tilmed kæmpe julemænd, rensdyr og meget andet julepynt. Men du kan også blive mødt af noget andet. Eller nogle andre - så at sige.

Han har nemlig ansat flere medarbejdere, der ikke taler (så godt) dansk. Endnu.

Fethi Polat giver dem gerne chancen for et job hos ham – hvis de er stabile, kommer til tiden og er motiverede. Pt. har han seks, plus en ukrainer, i medarbejderstaben, som er blevet ansat gennem Job- og Integrationshuset, Jobcenter Aalborg.

”Det kan godt være, de ikke har styr på tingene i starten og ikke kender planterne. Men bare de har viljen til at lære det, så skal det nok lykkes,” siger han.

Fethi har engang stået i samme situation som sine ansatte

Den nu 37-årige butikschef har selv prøvet det med ikke at kunne tale sproget i det land, man skal arbejde. I Tyrkiet har han taget en uddannelse som erhvervsøkonom, arbejdet i turismeindustrien og været restaurantbestyrer.

Men det rækker ikke til mere end et rengøringsjob på et hotel, da han kommer til Danmark i 2010. På trods af at kunne tale flydende engelsk.

”Jeg har lagt rigtig meget energi i at lære sproget. Folk vil gerne snakke til dig på engelsk, når de er til en fest, eller du er ude at handle. Men når du møder ind på dit arbejde, så skifter de sprog til dansk.”

En vej ind på arbejdsmarkedet, og muligheden for at lære sproget, kan Fethi nu selv give videre.

”Jeg har haft en medarbejder, som har arbejdet her to år, og så siger han, at nu skal han videre. Nu har han lært sproget og tjener fint her, men han vil gerne tage en erhvervsuddannelse,” gengiver butikschefen.

Selv føler han sig heldig, da hustruen har dansk baggrund og sproget derfor altid har været hyppigt anvendt i privatlivet. Såvel som i arbejdslivet.

I 2012 skifter han nemlig job til Billigblomst i Aarhus og får kundekontakt på sin opgavebeskrivelse. Villigheden til at give kandidater chancen, som har en sprogbarriere, har også haft negative konsekvenser.

Ifølge Fethi har nogle kunder reageret på, at de har mødt en ikke-dansktalende medarbejder. En kritik han dog ikke tager så tungt.

”Det kan være en del af fordommene. De har måske spurgt én, som ikke kan dansk, og så siger de, at der ikke er nogen, der kan. Eller de er gået videre til en anden, som heller ikke kan. Men der er jo rigtig mange andre i butikken, der kan dansk,” påpeger han.

Aalborg Alliancen gør det nemmere at samarbejde

I de sidste tre år – 2020, 2021 og 2022 - har jobcenteret hjulpet med rekruttering af 13 kandidater til Billigblomst Aalborg. Og Fethi Polat er yderst tilfreds med de kandidater, han har fået siden butikkens start i 2018.

Netop muligheden for et tættere jobcenter-samarbejde er den primære årsag til, at han og forretningspartneren, som han ejer en andel af butikken med, meldte sig ind i Aalborg Alliancen. Han ser det som en god mulighed for at udvikle det lokalsamfund, som Billigblomst er en del af.

”Det er vigtigt, at man har en effekt på, hvad der sker her i området,” siger han og nævner samtidigt, at muligheden for sparring og netværk giver god mening.

”Eksempelvis lige nu, hvor vi kan sammenligne vores situation med resten af detailbranchen. Hvordan går det? Hvordan gør vi det i den her svære situation? Det kan jo være, at man kan løse nogle udfordringer sammen – i det her område.”

Fethi Polat, butikschef i Billigblomst