Bredt samarbejde løser akut udfordring i håndværkerbranchen
Der er stor efterspørgsel på elektrikere, og det gør sig også gældende hos Bravida.
Serviceleder i Bravida, Mads Engstrøm, fortæller, at det er en travl branche.
”Og det har det været i mange år. Elektrikerne er efterspurgte til de store projekter, så der mangler vi hænder”.
Hvordan løser man så akutte udfordringer som denne?
Ved at uddanne ledige kandidater til en meget specifik opgave: At være elektrikerens højre hånd.
I maj 2023 starter et nyt kursus, som specifikt uddanner kabelmontører. Det strækker sig over 33 dage på TechCollege og 10 dages praktik.
For Bravida er det en klar fordel at få medarbejdere, der har lidt erfaring:
”De får noget praktisk ude på skolen og ved, hvad de kommer ind til. Systemerne er jo det samme, så det kan spare en del tid med oplæring”, fortæller Mads.
Han tilføjer, at det kan være udfordrende at få folk nok, så det er en klar fordel for dem at kunne trække på kabelmontørerne.
Mads Engstrøm, serviceleder hos Bravida
Kabelmontør-kursus kan være billetten til flere elektriker-hænder
For Bravida er det vigtigt at kunne samarbejde på tværs.
”Samarbejdet gør det muligt at få de rette medarbejdere til de rette opgaver. Jeg synes, det er godt, at vi kan hjælpe hinanden, så flere forhåbentlig får arbejde, og vi får flere hænder”.
Samtidigt er der en mulighed for, at Bravida kan ’gøre sig til’ overfor de ledige:
”Vi kan godt lide at komme ud og møde folk og vise flaget. Vi vil gerne vise, at vi også er interesserede i at få folk ind i virksomheden,” siger Mads.
Kabelmontør-kurset bygger bro mellem Bravida og kursisterne – det kan være billetten til et arbejde.
Efter at have mødt kursisterne fortæller Mads:
”De var meget engagerede og klar til at tage fat. Vi tænker at tage 1-2 af dem ind i praktik. Samarbejdet giver også klarhed for kursisterne, så de kan se deres muligheder”.
Mange brancher kan få arbejdskraft på denne måde
Anders Nielsen deltog på det første hold af uddannede kabelmontører. Han havde aldrig forestillet sig at blive elektriker – før nu.
”Efter kurset er jeg ikke afvisende. Jeg håber, jeg kan komme ud og bruge mine hænder”.
Mads Engstrøm tilføjer, at et lignende initiativ kan hjælpe andre områder, der mangler arbejdskraft:
”Når man har taget hul på det her kursus, så tænker jeg, at der er mange brancher, der godt kan bruge noget arbejdskraft på den her måde”.