De nyuddannede er Aalborgs videnressourcer
Et af de nyeste medlemmer af Aalborg Alliancen er Econta Consulting Group (ECG), som er et konsulenthus, der hjælper private og offentlige organisationer med at effektivisere arbejdsprocesser gennem digitalisering af manuelle procedurer. ECG er lige nu på ni ansatte og har sine rødder i den aalborgensiske beton ligesom administrerende direktør Anders Nielsen. Selv om virksomheden vokser med rask tempo, er der stadig et stort fokus på at holde tilknytningen til lokalområdet og til de spirende potentielle medarbejdere, der kan hjælpe virksomheden med at gro.
Nye ideer og fanden i voldskhed
Med en virksomhed i vækst følger der typisk mange udfordringer med, men der er særligt én, der har ramt Anders og ECG: De manglende hænder til at rekruttere de manglende ressourcer. Derfor har et samarbejde med en fast kontaktperson fra Jobcenter Aalborg været en game-changer:
”Vi har brug for hjælp til at finde vores kandidater men også til at skabe et større kenskab til virksomheden. Igennem jobcenteret har jeg selv fået en finger på pulsen i forhold til at vide, hvor vores kommende kandidater kan gemme sig,” fortæller Anders.
Med en slags ’ønskeliste’ med krav til profilerne, får Anders tilsendt relevante kandidater, som kan komme gennem Jobcenter Aalborg fra både AAU og UCN, og det er helt bevidst, at de skal komme frisk fra fad:
”De nyuddannede repræsenterer Aalborgs vidensressourcer. De kommer med ny energi og tilfører nye ideer og vinkler til forretningen. De har en fanden i voldskhed, og de vil bare lykkes,” fortæller Anders.
For nyligt blev det til en Cand. Merc. i Organisation og Ledelse, der skal være med til at danne et overblik og struktur på de mange projekter, og en programmør fra UCN, som skal dykke ned i udviklingen af produkterne. Med en praktik på fire uger inden ansættelse, får Anders og kollegerne mulighed for at oplære de nye medarbejdere for en lav omkostning.
Fremtidsplanerne for Nordjylland
Troen på og behovet for de nyuddannede fra uddannelsesinstitutionerne i Aalborg bliver bakket op gennem medlemskabet af Aalborg Alliancen: ”Vi vil gerne Aalborg, for det er her, vi kommer fra, og det er her, vi er startet. Alliancen passer ind i vores nærmest lokalpatriotiske tilgang om at tage et både socialt og lokalt ansvar,” fortæller Anders.
Ansvarsfølelsen viser sig også i ECGs fremtidsplaner, hvor blandt andet de nordjyske kommuner er i kikkerten: ”Vi vil gerne inspirere de nordjyske kommuner til at tage hul på den nødvendige digitalisering. Det er ikke kun virksomheden, men også vores produkter, der kan gøre en forskel og komme de nordjyske borgere til gode,” slutter Anders.