Sådan tager vi imod lærlinge

Tilbage i august tikkede en e-mail fra Aalborg Kommunes borgmester, Thomas Kastrup-Larsen ind i samtlige Alliance-medlemmers indbakke. I e-mailen opfordrede borgmesteren virksomhederne til at gøre brug af de nye økonomiske ordninger, der gør det muligt at tage elever og lærlinge ind. For de fleste virksomheder er økonomien selvfølgelig afgørende for, om der er rum til en ny lærling, men det handler også om at have ressourcerne til at tage imod en ny og typisk ung medarbejder.

HR-chef Anne Kjelst Kollerup Madsen har deler ud af Mariendal Electrics erfaringer med lærlinge. Lige nu har afdelingen i Aalborg nemlig 15 lærlinge ansat, og på landsplan er de oppe på 42. 

1) Sæt tid af til en grundig rekruttering

Godt begyndt er halvt fuldendt. Onboarding-processen er uundværlig, men først skal den nye lærling rekrutteres. Med en grundig rekrutteringsproces som første skridt sikrer Mariendal Electrics et bedre samarbejde med den nye lærling: ”En lærlings rekrutteringsproces er på lige vilkår med alle andre jobs i Mariendal. Vi screener grundigt fra start, så vi finder de mest motiverede og inviterer dem til samtale”, fortæller Anne.

2) Kobl den nye lærling på en makker

En ny lærling starter typisk i ét af tre hovedområder hos Mariendal Electrics; Enterprise, Service og Specialer. Her bliver han eller hun koblet på en makker eller et bestemt projekt: ”Det sikrer en god og solid sideoplæring”, påpeger Anne. 

Derudover får lærlingen en såkaldt ’buddy’, der kan svare på store og små spørgsmål, men også give et kærligt skub ind i det sociale fællesskab på arbejdspladsen.

3. Giv svarene på de praktiske spørgsmål
Uanset fag og alder er det altid krævende at starte på en ny arbejdsplads. For nogle unge lærlinge er Mariendal Electrics en af deres første arbejdspladser, og derfor kan de mange praktiske spørgsmål fylde meget. For eksempel: Hvem kan man ringe til omkring løn? Hvordan laver jeg min tidsregistrering? Hvordan skal jeg opføre mig ude ved kunden?

Anne fortæller: ”Vi har hos Mariendal samlet svarene på de mange praktiske spørgsmål i en håndbog, som lærlinge får udleveret på deres første arbejdsdag”.
Hvis en virksomhed ikke har mulighed for at udvikle deres egen håndbog, så er der god hjælp at hente hos brancheorganisationerne og lokale jobcentre og erhvervshuse.

4. Husk at arbejdet med god onboarding belønnes
Det kan virke tidskrævende med et omfattende onboarding-program for nye lærlinge, men Anne er ikke i tvivl om, at det er godt givet ud: ”Lærlinge er super vigtige for Mariendal. For det første har vi mangel på dygtige elektrikere i Danmark, så derfor er det en fornøjelse hver gang, vi selv kan udlære dem og tilbyde ansættelse hos os. Derudover er lærlingene også vigtige for vores forretning. De indgår fra dag ét på lige fod med øvrige kollegaer".

De tilbyder vores kunder en stor værdi, når vi for eksempel skal ud og løse tomandsopgaver, hvor kun den ene behøver at være specialist. Kunden får løst opgaven til en skarp pris, vores dygtige elektrikere får den hjælp, de har behov for for at nå i mål, og lærlingen får værdifuld sidemandsoplæring. Det er win-win for alle parter”. 

Til slut fortæller Anne om den årlige ’lærlingedag’ hos Mariendal, hvor alle lærlinge samles. Dagen har et tema, hvor der lægges vægt på det faglige, personlige og sociale: ”Næste lærlingedag skal handle om mental sundhed og inspirere til, hvordan man kan arbejde med sin egen mentale robusthed i en foranderlig verden, og det giver nogle dygtige og stærke medarbejdere,” fortæller Anne.

Næste skridt?

Overvejer du også, at få en lærling ind i virksomheden? Kontakt Jobcenter Aalborg og få en snak – vi hjælper med en grundig rekruttering, planlægning af onboardingproces og meget andet.