Siemens Gamesa fik hjælp til at finde projektleder med pondus
Siemens Gamesa Renewable Energy havde et akut behov for en kandidat med mange års erfaring i projektledelse. Og Ikke en hvilken som helt projektleder men en erfaren tovholder af slagsen med stor gennemslagskraft. Og en projektleder, der kunne drive Siemens Gamesa ambitionen om at nedbringe omkostningerne i produktionen.
Umiddelbart kan det lyde som et svært CV at grave frem blandt ledige i Aalborg Kommune. Og indrømmet - det er ikke dem, Jobcenter Aalborg har flest af i bunken. Men af og til er lykken med dem, der opsøger den.
Og det var den for Siemens Gamesas teamleder for Plant Support Blades, Jens Laursen. Han kontaktede Jobcenter Aalborg med et akut behov. Efter opkaldet fandt virksomhedskonsulent i jobcenteret, Thomas Therkelsen fire CV’er i en hastig fart. Og kom til Jens Laursens overraskelse tilbage med et match.
- Det overraskede mig ikke, at I (jobcenteret red.) kunne finde kandidater ud fra nogle kompetencer, men det overraskede mig, at de var tilgængelige, fortæller han.
Siemens Gamesa ender med at ansætte Anette Qvistgaard Jensen. En atypisk rekruttering - i den erfaringstunge ende til jobbet som Technical Project Manager. Her er Anette tovholder på Siemens Gamesas ’cost out initiativ’. Det handler om at nedbringe omkostningerne af eksempelvis virksomhedens vindmølleproduktion. Her spiller Anettes mere end 20 års brancheerfaring en kæmpe rolle. Med i rygsækken havde hun endda en tidligere ansættelse i Siemens i rygsækken. Tilbage fra 2001.
- Vi havde brug for en, der kunne træde til med magt og karakter. Og som samtidigt kunne udfordre vores tilgang. Vi havde ikke tid til at træne en person op og vente et halvt år på, at den person leverer. Nyuddannede er gode, men de træder ikke bare til og sparker røv fra dag ét. Det kan de erfarne bedre gøre, fortæller Jens Laursen.
Erfaring er vigtigt – fokus skal ikke kun være på de nyuddannede
Både Jens Laursen og Anette Qvistgaard Jensen peger på, at der kan være en tendens til, at man ved rekrutteringer stirrer sig blinde på de nyuddannede.
Anette har oplevet, at alderen spiller ind på arbejdsgivernes holdning til hendes cv.
- Jeg ser ikke mine begrænsninger på grund af alderen. Jeg ser mig selv som en 29-årig. Jeg er klar på at køre motocross og det hele,” siger Anette grinende.
Hun mener, at grunden til arbejdsgiveres skepsis er udelukkende prisen på arbejdskraften. Jens nikker genkendende:
- Der er mange unge ledere i de store virksomheder. Og unge rekrutterer unge. Mere end de rekrutterer ældre. De er det grå guld og vigtige at have. Men de er også forbandet dyre. Jeg ville aldrig bevidst vælge dem fra. Jeg ville bare vide, at når vi tager det valg, skal vi op i rigtig store summer af penge for at få de kandidater. Og så må man spørge: Hvad kan de levere ekstra?
- Anette havde noget pondus med. Og hun havde kompetencerne. Det var meget tydeligt – fra CV’et til samtalerne, at hun var den rigtige.
Anette har også et tip til jobcentret – nu vi taler om erfaringstunge ledige. Det er et problem, at det ledighedsforløb hun fik, primært var rettet mod nyuddannede. F.eks. blev hun sat på flere basiskurser i at skrive et godt CV.
- Jeg har selv undervist i at søge job, og som jeg siger, så går man ikke ud og får et job. Man tager et job. Så jeg forventer ikke, at jobcenteret skulle give mig et job. Men det er jo noget, jeg er tvunget til at deltage i. Så når man nu er ledig, skal jobcenteret gå ind og kigge på den enkelte person, siger Anette.
Jobcenter Aalborg vil nu inddrage Anettes erfaringer i det videre arbejde med ledighedsforløb.
Sjældent at rekrutteringer sker så hurtigt
Ansættelsen af Anette Qvistgaard Jensen adskiller sig i øvrigt på andre områder. Det er ifølge teamlederen yderst sjældent, at Siemens Gamesa rekrutterer på så kort tid. Normalt vil det tage tre måneder.
- Der går under en måned - fra at vi tager beslutningen om at tage en person ind, til at hun starter op. Det er vanvittigt hurtigt.
Dagen efter, at Jens Laursen bad jobcenteret om hjælp, kom CV’erne. Ugen efter blev jobsamtalerne afholdt. En til to uger derefter havde Anette første arbejdsdag.
- Det var sådan set det at bestille en computer, der tog længst tid i den her proces, fortæller Jens Laursen med et smil.
Prisen for en lignende rekruttering hos et bureau er ifølge Jens Laursen svært at give et konkret bud på. Men opgjort i arbejdstid er det en markant besparelse.
- Vi sparede rigtig meget af min og HR-afdelingens tid. Og vi sparede alle annonceringsomkostningerne. Men vi kendte jo så heller ikke det fulde kandidatfelt eller havde samme styring over processen som normalt.
Aalborg Alliancen er blevet en del af rekrutteringsarbejdet
Før samarbejdet om rekrutteringen havde Jens Laursen intet kendskab til Aalborg Alliancen. Han ved, at Siemens Gamesa længe har været medlem, men i hans egen afdeling har de indtil for nyligt brugt andre kanaler. Nu er Aalborg Alliancen med i overvejelserne.
- Jeg har to åbne stillinger nu, som jeg har sendt til Jobcenter Aalborg.
De nye muligheder for otte ugers virksomhedspraktik har endda banet vejen for yderligere rekrutteringer.
- Har vi en åben stilling, kan vi derigennem hurtigt trykke på knappen. Er personen god vil sandsynligheden for at fortsætte være ret stor, slutter Jens Laursen.