Hvad kan jeg blive? Skoleklasse udforsker lagerarbejde og teamwork
Lager og logistik får samfundet til at køre rundt, og ingen ved det mere indgående end Henrik Solheim Laursen.
Han er direktør for familievirksomheden Viggo Laursen A/S, der sælger reservedele til mere end 3.500 autoværksteder på landsplan fra deres fire lagre i København, Odense, Aarhus og Aalborg.
Med 25.000 dæk og 60.000 reservedele alene i Aalborg ”skal der være styr på lageret”, og det er denne vigtige proces og håndværk, som Henrik og afdelingsleder Rasmus Møller, stolt deler ud af en fredag i oktober.
7A fra Solbakkeskolen er på klassebesøg, som en del af det nye DinFremtid partnerskab i Aalborg.
Henrik deler partnerskabets grundlæggende mål om, at vi sammen skal hjælpe børn og unge med at få øjnene op for alle de job- og uddannelsesmuligheder, der findes.
Derfor har han og teamet åbnet dørene på vid gab.
Med skoleklasse på rundvisning på lageret hos Viggo Laursen
Nysgerrige på, ja, alt!
Børnenes hjerter er allerede vundet, da de tropper op på Fåborgvej, og får lov til at starte morgenen med en sodavand.
Efter en introduktion til virksomheden flyver det rundt med spørgsmål.
Henrik og Rasmus svarer tålmodigt på alt fra ”hvad laver en direktør?” til ”hvad får man i løn som lagermedarbejder?” og ”hvor meget har din jakke kostet?”
Børnene er nysgerrige og har så meget krudt i røven, at introduktionen naturligt afløses af en rundvisning rundt i Viggo Laursen A/S store haller.
Her er tusindvis af dæk stablet på hylder, og trucks suser frem og tilbage. En medarbejder hæver trucken op i 5 meters højde, og drenge som piger spørger begejstret om de må prøve at køre i truck.
”I skal være 18 år, før I må tage kørekort til truck,” siger Rasmus til stor beklagelse fra eleverne, og det giver anledning til snakken om, hvordan man kan få job på et lager.
”Uddannelse er godt. Én måde at blive lagermedarbejder på er f.eks. ved at tage 10. klasse, en lageruddannelse på AMU og så blive elev i en virksomhed,” forklarer han.
I 7. klasse er der mange spørgsmål til dagligdagen hos Viggo Laursen
Giver de unge et godt grundlag til fremtiden
Hos Viggo Laursen A/S ved de om nogen, hvor vigtigt det er at have øje for fremtidens arbejdskraft.
Der er nemlig hård konkurrence om at tiltrække dygtige lagermedarbejdere.
”Lager og logistik er et håndværk ligesom f.eks. journalistik og ledelse. Vi skal have dygtige medarbejdere for at tilføre værdi til vores kunder – og gerne de allerdygtigste medarbejdere.
Vi har derfor også en opgave i at vise de unge, hvilke muligheder der findes, så de har et bedre grundlag at træffe en beslutning på, når de skal vælge retning i arbejdslivet.
Når vi inviterer skoleklasser ind, er det for at vise dem, hvad et arbejdsliv også kan være, og hvad der kan give mening og værdi for den enkelte medarbejder, kunderne, virksomheden og samfundet,” fortæller Henrik.
Hvor forskellige vi alle er, og hvor forskellige vores styrker kan være, kommer tydeligt frem under den challenge som Rasmus har stillet 7A.
De 15 elever inddeles i fire teams og får til opgave at gennemgå en ordre med reservedele for at sikre sig, at eventuelle fejl fra leverandøren findes.
Skoleklassen løser også en praktisk undervejs
Efter to timers livlig stemning, hvor det har kriblet i de unge hænder for at røre ting og udforske omgivelserne, indfinder der sig pludselig en ro.
Mens nogle elever helt automatisk griber sedlen med varenumre og indtager en lederrolle, begynder andre at skabe overblik over varerne og sorterer efter størrelse.
”Lager og logistik handler ikke bare om at flytte varer, men drejer sig også i høj grad om teamwork,” siger Henrik lavmælt til skolelæreren i baggrunden.
2,5 time senere drager 7A tilbage mod skolebænken, og mon ikke nogen af de unge har fået øjnene op for, hvad man også kan lave som voksen.
Indtil videre har Viggo Laursen udbudt fem forløb til skoleklasser i Aalborg kommune, og de blev alle udsolgt på kun 48 timer.